artikler

Manden, der viderebragte det omtalte citat i august 1925, havde i juni udtrykt en ret almindelig opfattelse:

Det er en Livssag for Andelsfolkene at holde Banken oppe, og det bør være en Æressag!

Æren drejede sig om andelsbevægelsens ry for sammenhold og vel også for at drive solide forretninger, men ligefrem „en Livssag“? Bag de store ord lå en frygt for igen at blive afhængig af de private banker, der ikke altid havde været andelsfolkene venlig stemt. Folketingsmand J. Chr. Jensen havde været inde på emnet allerede i februar:

Har vi ingen Andelsbank, saa bliver det Storkapitalen, der kommer til at diktere Andelsbevægelsens Udvikling, og det kan et frit Folk ikke finde sig i. (Hør!) Andelsbevægelsen i Danmark skal være Andelsfolkenes eget Værk, og vi har kun os selv at stole paa.

Andelsfolkene havde uden tvivl grund til bekymring. De konkurrerende banker havde fra starten bekæmpet planerne om en andelsbank. For eksempel forsøgte de at bremse Anders Nielsen ved at tilbyde ham en plads i bankrådet hos en af landets største banker.

Efter bankens lukning kunne formanden for de jyske købmænd da heller ikke lade være med at hovere:

Af mere glædelige Ting i Aarets Løb skal jeg nævne de Vanskeligheder, der taarner sig op for vor privilegerede Konkurrent: Kooperationen. Naturligvis er det ikke glædeligt, at en stor Bank som Andelsbanken ramler sammen, men det vilde være Hykleri, om vi Købmænd sagde, at vi føler Sorg derover. Det var Kooperationens Krone, der revnede og faldt ned. – Hvor meget den har knust i Faldet, véd vi ikke endnu.