artikler

Anders Nielsen havde ledet Andelsbanken helt fra projektets start. Han havde været bestyrelsens formand i alle årene, bortset fra det sidste, hvor var han næstformand. I en periode havde han også været direktør i banken. Naturligvis måtte han bære en stor del af ansvaret for bankens sammenbrud. På JAF’s ekstraordinære generalforsamling i februar 1925 måtte han da også tage imod kritik. Den gik især på hans dobbeltrolle som formand i både JAF og Andelsbanken, men også på bankens uheldige dispositioner. „Og saa vil jeg haabe for Andelsbankens nye Ledelse, at det maa blive Bankkendskab, den tilegner sig, for det har der manglet hidtil,“ udtalte P. Sejersen ved den lejlighed.

Anders og den øvrige bestyrelse havde valgt forkert, da de ansatte direktør Franck – se Anders Nielsen som bankdirektør – og de var for længe om at indse fejlen. Franck lånte – uden om bestyrelsen – Mælke-Exporten de første fire millioner kr., og igen reagerede bestyrelsen for sent. Der blev begået alvorlige fejl, og bestyrelsen måtte både i 1923 og i 1925 opskrive sine forventede tab ekstraordinært i forhold til de først opgivne tal. Enten var der ikke styr på økonomien, eller også forhalede man sandheden over for andelshaverne. Ingen af delene var godt for tilliden, og Anders stod som den øverste ansvarlige.

„Vi er her bleven ført lidt bag Lyset“, sagde Jens Hjortshøj på JAF’s generalforsamling i juli 1925. Mange andre følte det samme, og afregningen faldt kontant: Anders måtte træde tilbage som formand. Se mere herom i Dommen falder.