artikler

Det foregik uden den store dramatik, da Anders Nielsen i februar 1925 bad JAF om at yde en garanti på 1½ million kr.. Garantien skulle stå som sikkerhed for et eventuelt tab på Mælke-Exporten. Det var ikke, fordi banken forventede at tabe pengene, men det blev nok nødvendigt at hente dem ad rettens vej. Den øremærkede garanti skulle derfor forebygge, at indlånerne blev urolige for udfaldet af retssagen. „Jeg véd, De vil spørge: Er 8 Mill. Kr. nok?“ sagde Anders og svarede selv med en henvisning til Nationalbanken. Den ville vel ikke bidrage med 3 millioner, hvis den ikke troede, at det nyttede.

To måneder senere viste det sig, at de 8 millioner langt fra var nok. Banken likviderede, og JAF tabte både sin andelskapital og garantien fra februar, mere end 2 millioner kr.. I juli var generalforsamlingen oprørt. Nogle følte sig bedraget, mens andre forsvarede Anders. Selv henviste han igen til Nationalbanken og holdt fast i, at han i februar ikke vidste mere end det, han havde sagt.

„En Formand bør vide, om Forretningen er levedygtig, eller den kører paa Pumperne“, mente en delegeret. Til sidst vedtog forsamlingen en resolution, der bad Anders træde tilbage som formand. 232 stemte for, 142 imod, mens næsten 200 valgte ikke at stemme. Efter 27 år som formand for JAF var det slut for Anders.

Tre uger tidligere var han blevet vraget som vicepræsident for Landbrugsrådet, og ved det næste valg til Andelsudvalget måtte han ud i kampvalg for at beholde formandsposten. Ved valget i 1927 tabte han også denne post. Dommen var faldet – hårdt!