artikler

Det fortælles om Anders Nielsen, at han bar sin skæbne uden bitterhed. Alligevel mente hans datter, at tabet af tillidsposterne bidrog til hans død nogle få år senere.

Andelsbankens sammenbrud ramte Anders på to måder. Banken blev omtalt som kronen på hans værk, og han opgav en lang række tillidsposter for at fokusere kun på den. Derfor var det ekstra hårdt at se netop banken kuldsejle. Oven i dette personlige nederlag kom så fordømmelsen fra omverdenen.

Andre, der havde andel i bankens kollaps, måtte også se deres karriere inden for andelsbevægelsen smuldre. Men kritikken mod Anders var særlig hård. Det hjalp ham heller ikke, at han undervejs i sin karriere havde fået mange modstandere. Anders havde søgt indflydelse helt fra starten, og han var ikke bange for at bruge sin magt. Men hans lyst til at føre an irriterede andre, og han blev anklaget for at være hensynsløs og styret af egne interesser. For hver anklage stillede andre sig dog op og forsvarede ham.

Når han til sidst blev vraget af andelsfolket, skyldtes det også en generel tendens i tidens andelsbevægelse. „I kan bruge mig, saa meget I vil!“ havde Anders engang sagt, og andelsfolket havde bedt ham stå i spidsen den ene gang efter den anden. Men i 1924 startede en bølge af kritik mod den koncentration af magten, der var opstået.

„Folk ude paa Landet kan ikke rigtig forstaa, at det skal være disse faa bestemte Mænd, som evig og altid skal være i Toppen“, hed det. Det blev starten på et generationsskifte og en fornyelse af andelsbevægelsen.