artikler

Hvis Andelsbanken havde undgået de omkostninger, der altid følger med en likvidation, så ville indlånerne formodentlig have fået alle deres penge tilbage. Banken var på en måde solvent, og nogle mente, at den slet ikke burde være lukket. Men Det særlige Rigsdagsudvalg, der havde undersøgt hele forløbet, skrev bagefter: „Tilliden manglede, og den lod sig ikke i løbet af få måneder genskabe.“

Trods ihærdige forsøg lykkedes det da heller ikke at genåbne banken efter lukningen. Men de oprindelige argumenter for en andelsbank gjaldt stadigt. Der var stadigvæk brug for et andelsselskab til at presse de private pengeinstitutter på prisen. Og andelsbevægelsen havde fortsat brug for at være uafhængig af de private banker.

Men lykkedes det ikke at genskabe Andelsbanken, så lykkedes det at oprette en ny. „Dansk Andels- og Folkebank“ blev stiftet allerede 5. november samme år. Den skulle nemlig helst stå klar inden 1. december, hvor den første store portion af indlånernes penge blev givet fri. Så kunne den modtage de frigivne midler som indlån, før de blev spredt på andre banker. Som i tidernes morgen var det nogle få ihærdige mennesker, der med risiko for deres egne formue tog de afgørende skridt og fik stablet en begyndelse på benene. Banken voksede støt og roligt og endte som en af landets store pengeinstitutter.

I 1990 slog Andelsbanken sig sammen med SDS og Privatbanken og blev til Unibank. Det var de store fusioners tid. Ti år senere gik Unibank og MeritaNordbanken sammen og blev til Nordea.

Ideen om en andelsbank havde altså været god nok.