artikler

Traktorer, mejetærskere og andre mekaniske redskaber var én måde at effektivisere landbruget på. En anden var de nye kemiske sprøjtemidler, som begrænsede behovet for dyr arbejdskraft til ukrudtsbekæmpelsen. Svineavlere og kvægavlere eksperimenterede med nye staldsystemer, men de forsøgte sig også med nye racer og fodertyper. Indtægterne skulle ikke kun forbedres ved at spare på omkostningerne, men også ved at forøge produktionen.

Effektiviseringen fik adskillige konsekvenser. Landmændene specialiserede sig, og den gamle gård med både køer, svin, høns – og måske også lidt får og geder – forsvandt. I stedet satsede den enkelte landmand på enten svineavl eller malkekvæg. Markens afgrøder blev også færre. Enten blev der dyrket foderafgrøder til dyrene eller salgsafgrøder som f.eks. kartofler og grøntsager. Landmandens traditionelle allroundviden måtte suppleres med specialviden, og der opstod nye kursus- og uddannelsestilbud.

Maskiner og nye staldsystemer krævede imidlertid store investeringer, og så blev der brug for at dele omkostningerne ud på en større produktion. Opkøb og sammenlægninger førte til færre, men større gårde. De mindre gårde blev mindre rentable, og her steg antallet af deltidslandbrug, hvor manden eller konen – eller begge – havde andet arbejde ved siden af landbruget. Det var en udvikling, der ændrede livet på landet, og den var tilsyneladende ikke til at standse. Landbruget omtaler processen som „strukturtilpasningen“.