artikler

Under 1. verdenskrig mente Anders – og landbrugets andre ledere – at der blev taget alt for meget hensyn til industrien. Landbruget var Danmarks ubetinget største arbejdsplads og eksportør, men alligevel påstod industrien frejdigt, at den var fremtidens erhverv. Når Anders pressede på for at få oprettet et nyt Landbrugsråd i 1919, var det blandt andet for at styrke landbrugets stilling over for industrien.

Industrien måtte vente lidt endnu, før den endeligt overhalede landbruget. Men landbrugets betydning for samfundsøkonomien blev mindre og mindre. Det var kun ét af flere slag mod landbrugets hidtidige selvforståelse. Da landmændene i den samme periode blev afhængige af en omfattende eksport- og produktionsstøtte, forsvandt også det stolte billede af et selvhjulpent erhverv.

Det frie landbrugsmarked, som Anders hyldede, fortonede sig ligeledes mere og mere i det fjerne. Selv om medlemskabet af EF i 1972 gav landbruget adgang til et stort og attraktivt marked – oven i købet med garanterede mindstepriser – blev reguleringer og støtteordninger også her en del af hverdagen. Nye ord som smørbjerg, mælkekvote og braklægningsordning kom til.

Heller ikke Anders’ tro på samfundets og landbrugets fælles interesser fik lov at stå uantastet. Da forureningen blev et vigtigt politisk tema i slutningen af 1970’rne, blev landbruget stærkt kritiseret for sin forvaltning af naturen. Senere har det også skortet på gensidig forståelse, når talen er faldet på emner som dyrevelfærd og forbrugerinteresser.

Det landbrug, Anders kendte, er ikke mere.