artikler

„Lad os være enige om, at det kun er Udsigten til Fordel, der har samlet os i Andelsforeninger, og kun Fordelen, der vedblivende holder os sammen.“ Sådan sagde Anders Nielsen, da han i 1906 holdt foredrag i Aalborg Amts Mejeriforening. De økonomiske motiver kom i første række, selv om han da også havde øje for sidegevinster som „Folkets aandelige og materielle Rejsning“.

Det var altså ikke en naturlov, at et andelsforetagende skulle eksistere for evigt, bare fordi det én gang var oprettet. Alligevel har de ældste andelsselskaber – mejerierne, slagterierne, grovvarehandlen og brugsforeningerne – vist sig særdeles levedygtige. Men de har ændret sig. Effektivisering og sammenlægninger har slettet det oprindelige billede af andelsbevægelsen som et net af små lokalt forankrede foretagender. I stedet er der i dag tale om store virksomheder med en milliardomsætning. Andelshaverne ved naturligvis, at der stadigvæk er tale om andelsselskaber, men den øvrige befolkning ser dem ofte kun som de mastodonter, de også er.

Andre andelsforetagender har ført en langt mere beskeden og kortvarig tilværelse. Det første andels-frysehus blev oprettet i 1946, og snart dukkede de op over hele landet. Men de fleste lukkede igen i 60’erne, da kummefryserne kom ind i de private hjem. I mellemtiden havde de været en god aflastning for landhusmødrene, der slap for en del af den sædvanlige henkogning, syltning, saltning og så videre.

Ifølge Anders var andelssamarbejdet styret af behov – altså må andelsvirksomhederne ændre sig, når behovene gør det.