artikler

I bladets første år var andelsbevægelsen stadig ung. Den mødte megen modvilje fra det private erhvervsliv, og bladet gik regelmæssigt til modangreb. Det resulterede i en række underholdende polemikker mellem Andelsbladet på den ene side og Børsen og Detailhandlerbladet på den anden. Et andet forfriskende indslag var læserbrevene. Her kunne læserne revse andelsforeningerne, deres ledere – og hinanden. Og det må siges til Anders Nielsens ros, at han også gav plads til angreb på ham selv; også da de blev rigtig hårde.

De grundige referater fra selskabernes generalforsamlinger holdt læserne informeret om andelsbevægelsens aktuelle status og dens forventninger til fremtiden. For eftertiden rummer de en guldgrube af historiske oplysninger. Historie er der også i bladets mange annoncer; ikke mindst stillingsannoncerne. De gjorde bladet til en god forretning, og det var ikke helt ligegyldigt. Det var nemlig overskuddet fra Andelsbladet, der betalte for aktiviteterne i Andelsudvalget.

Andelsbladet blev løbende moderniseret. I 1976 stoppede det som ugeblad, men blev i stedet udsendt hver 14. dag – med færre landmænd og FDB ude af Andelsudvalget faldt indtægterne. Indholdet ændrede sig også hen ad vejen. Efterhånden forsvandt de mange referater, og debatterne fik overtaget. I 2005 var det så slut. Andelsbladet blev nedlagt.

I stedet kom „FoodCulture“ på gaden, udsendt af Landbrugsrådet. „Men FoodCulture er ikke Andelsbladet“, blev det understreget i bladets første nummer. Nu hed målgruppen ikke længere andelshaverne, men det omgivende samfund.