artikler

I 1930 opstod Dansk Pelsdyravlerforening. To år tidligere havde de første forsøg på opdræt af sølvræv vist sig som en god forretning, og i en tid med landbrugskrise valgte adskillige betrængte landmænd derfor at satse på rævene. Da Svend Svendsen i Lerbjerg i 1934 solgte 20 sølvræveskind, fik han ligeså meget for skindene, som hele hans besætning – 25 malkekøer med tilhørende opdræt – var værd.

De første pelsdyravlere fandt hurtigt sammen i deres egen forening. Medlemmer var der nok af. I slutningen af 1930’rne var der allerede omkring 400 rævefarme. Det var endda kun en begyndelse. Under 2. verdenskrig var efterspørgslen god, og mange nye farme kom til. 2.600 blev der talt i 1947. Året før havde pelsdyravlerforeningen overtaget Kjøbenhavns Pelscentral og var begyndt selv at holde pelsauktioner. Det år blev der omsat for 11 millioner kr. Det var i øvrigt også i det samme tiår, at pelsdyravlerne fik øje på minken, som hurtigt blev det mest anvendte dyr.

I 2007/08 blev der indleveret 13½ millioner danske minkskind til „Kopenhagen Fur“. Det var den ny fællesbetegnelse for foreningen og dens auktioner. 25.397 chinchillaer var blevet til pels, men kun 893 ræve. Ræveopdrættet kom i øvrigt under afvikling, da Folketinget i 2009 vedtog et forbud mod hold af ræve, begrundet i dyreetiske hensyn. I andre lande er man gået et skridt videre med et totalt forbud mod al pelsdyravl.

I Danmark derimod kunne 1.774 medlemmer i 2008 glæde sig over Kopenhagen Furs omsætning på 5 milliarder kr. og en indtjening på 133 millioner før skat.